Google venter stadig på at få at vide, hvordan de skal rette op på sin dominerende position på markedet for søgemaskiner - og har planer om at anke dommen. Men i mellemtiden må virksomheden også stå til regnskab over for sine aktionærer.
Ifølge en rapport fra The Financial Times har Googles moderselskab, Alphabet, indgået et foreløbigt forlig med en gruppe aktionærer, der har sagsøgt virksomheden for at tillade Googles konkurrenceforvridende adfærd.
Aktionærerne mener, at denne adfærd har udsat virksomheden for både 'omdømmemæssig skade' og 'betydelige omkostninger'. Det er naturligvis også det, der har fået dem til at lægge sag an.
Det nye forlig vil angiveligt tvinge Alphabet til at opbygge en ny global compliance-struktur og vil koste virksomheden mindst 500 millioner dollars (svarer til cirka 3,2 milliarder kroner) over de næste 10 år.
I praksis betyder det, at Alphabet skal oprette et udvalg i bestyrelsen, som skal overvåge regulatoriske spørgsmål - et område hvor Google har fået mange sager på halsen de seneste år.
Ifølge Financial Times vil 'et nyt organ bestående af højtstående ledere rapportere direkte til topchef Sundar Pichai', mens en anden gruppe bestående af 'produktchefer og interne compliance-eksperter' skal fungere som rådgivere.
Målet er at forhindre, at Alphabet og dets datterselskaber træffer forretningsmæssige beslutninger, der fører til, at Google igen bliver dømt for monopolistisk adfærd. En dommer skal dog godkende dette forlig, før Alphabet kan implementere ændringerne.
Sagen mod Alphabet-ledere som Sundar Pichai og Sergey Brin blev oprindeligt anlagt af en pensionsfond fra Michigan på vegne af aktionærerne tilbage i 2021.
Sammenlignet med de strukturelle ændringer, som det amerikanske justitsministerium kræver, fremstår dette forlig - med penge og nye udvalg - som et relativt mildt krav. Set i det store billede vil det for Alphabet formentlig være en af de mindre omvæltninger, de kommer til at gennemgå i de kommende år.