Når Expo 2025 i Osaka slår dørene op, bliver det ikke kun innovation og kultur, der møder de besøgende.
Coca-Cola har nemlig valgt at præsentere noget helt særligt: Verdens første brintdrevne salgsautomat.
Det ikoniske mærke har i samarbejde med japanske Fuji Electric udviklet en automat, der ikke bruger strøm fra elnettet, men i stedet genererer sin egen energi via brint og ilt.
En kemisk reaktion mellem de to elementer danner elektricitet, som lagres i et batteri og holder automaten kørende – helt uden ledninger. Det skriver Fuji Electric selv.
Kan placeres hvor som helst
Et centralt element i designet er fleksibiliteten.
Brinten tilføres via udskiftelige patroner, som indsættes i et separat modul på siden af automaten.
Det betyder, at maskinen kan stå frit i parker, på strande eller ved festivaler – steder hvor adgang til strøm tidligere har været en udfordring.
Selve automaten fylder en smule mere end de traditionelle modeller, men til gengæld er den fuldstændig uafhængig af stikkontakter.
Formidling i fokus
Alle 58 automater, der opstilles på Expo 2025, er udstyret med skærme, der forklarer brintteknologien bag konceptet. På den måde bliver salget af en kold cola også en lærerig oplevelse.
“Med denne teknologi viser vi, hvordan innovation og bæredygtighed kan gå hånd i hånd,” lyder det fra Coca-Cola i en pressemeddelelse.
Initiativet peger frem mod en ny æra for salgsautomater – en, hvor energi og placering ikke længere sætter grænser.