Hvordan kan man vide, om ens enhed er blevet kompromitteret? Nogle tegn er tydelige, hvilket for eksempel kan være i form af et et ransomware-angreb, hvor en pop-up kræver en løsesum i kryptovaluta.
Men der er også mere subtile tegn, som eksperter har fortalt Yahoo News om.
1. Dine e-mails forsvinder
Hvis en hacker har kontrol over dine konti, kan de slette dine e-mails eller få dem videresendt til en anden adresse, siger Javvad Malik, der er sikkerhedsekspert hos KnowBe4.
"Noget du skal holde øje med, er e-mails der forsvinder uden forklaring - især dem, der handler om økonomi. Det kan være et forsøg på at skjule uautoriserede handlinger ved at fjerne bekræftelser og kvitteringer," siger han.
Hackere kan også opsætte regler i din mailkonto, så visse mails automatisk videresendes til deres egne adresser. Tjek dine e-mailindstillinger for at sikre, at der ikke er oprettet sådanne regler, advarer Malik.
Andre tegn på samme problem er, at dine adgangskoder ændres, du bliver logget ud af konti, eller blokeret fra at logge ind.
2. Pop-up-vinduer dukker op
Hvis din enhed begynder at vise mærkelige pop-ups - f.eks. med reklamer eller mystiske beskeder - kan det betyde, at der kører uautoriseret software eller malware, siger Malik. Et andet faresignal er, hvis din browser automatisk sender dig til sider, du ikke selv har valgt.
Disse er klassiske tegn på adware eller bedragerisk software. På mobiltelefoner er tegnene dog mere diskrete.
"En uventet stigning i dataforbruget kan tyde på, at der kører apps i baggrunden, som du ikke har godkendt," siger Malik.
3. Antivirus slår fra
På en computer er det første, som mange typer malware gør, at deaktivere antivirusprogrammet, advarer Brian Higgins fra sikkerhedsfirmaet Comparitech.
"Det er ikke unormalt, at malware slår antivirus fra som en del af angrebet. Derfor er det et klart tegn på, at du skal reagere," forklarer han.
Malware gør dette for at undgå at blive opdaget, og det bør være en advarsel om, at noget er galt. Higgins anbefaler at lave tilfældige, hyppige tjek af dine sikkerhedsprogrammer for at sikre, at de fungerer.
4. Computeren kan ikke slukke
Ondsindet software kan forstyrre systemets funktioner ved f.eks. at forhindre, at computeren slukker eller genstarter. Det giver malwaren mulighed for at fortsætte med at køre. Fejlbeskeder og nedbrud er også almindelige tegn, siger Chris Hauk fra Pixel Privacy.
"Hold øje med unormal aktivitet. Hvis din computer eller telefon begynder at crashe ofte eller viser gentagne fejl, kan det være malware," advarer han.
"Selv begyndere kan i dag få adgang til malware som en service. Men ikke al malware er godt skrevet - og det kan føre til nedbrud og fejl."
5. Telefonens batteri løber hurtigt tør
Et andet tegn på mobiltelefoner er, at batteriet pludselig holder meget kortere tid, advarer Hauk.
"Hold øje med batteriets ydeevne. Dårligt skrevet malware kan føre til ekstremt batteriforbrug. Selv legitime apps kan belaste batteriet, men malware gør det ofte endnu værre," lyder det fra eksperten.