Funktionen ser harmløs ud, men kan åbne døren til hele dit billedarkiv
Lige nu læser andre
For mange er mobilen blevet et arkiv over hele livet. Ferier, fødselsdage og hverdagsøjeblikke gemmes på kamerarullen, ofte uden at man tænker over, hvor private de billeder egentlig er.
Netop den samling er nu kommet i spil i en ny digital satsning fra Facebooks ejer, Meta.
Samtykke i et pop op-vindue
Når brugere forsøger at oprette en Facebook-historie, bliver de mødt af en besked om at aktivere såkaldt cloud processing.
Vælger man ja, giver man samtidig virksomheden adgang til hele kamerarullen. Upload af billeder sker herefter automatisk til Metas servere skriver TV2.
Meta præsenterede tidligere i år sit kunstige intelligensværktøj i Europa. Billeder indsamlet fra brugernes enheder anvendes til at træne systemet og gøre teknologien mere effektiv.
Læs også
Den nye funktion betyder, at det ikke længere kun er enkelte fotos, man selv vælger at uploade, men potentielt hele telefonens billedarkiv.
Advarsel fra ekspert
Torben Vognsen, redaktør på techmediet Input, kalder funktionen problematisk.
“Det lyder harmløst på overfladen, men accepterer man, giver man i realiteten Meta tilladelse til at gennemgå og lagre hele kamerarullen – også de billeder, man aldrig havde forestillet sig at dele,” siger han.
Han vurderer, at selskabet udnytter den udbredte vane med at trykke accept uden at læse betingelserne. “Meta har besluttet sig for, at de vil have adgang til folks billeder. Derfor ville jeg helt fjerne tilladelsen. Det kan give lidt bøvl, når man uploader indhold, men hvis man bekymrer sig om sit privatliv, er det det sikreste valg,” påpeger han.
Mulighed for at trække samtykke tilbage
Funktionen kan slås fra. I Facebooks indstillinger findes et afsnit om cloud processing eller kamerarulleadgang, hvor adgangen til billederne kan fjernes.
Dermed mister Meta adgangen til hele kamerarullen, men det kan medføre begrænsninger, hvis man vil dele billeder direkte fra appen.