Apple ønsker ifølge Bloomberg - baseret på kilder med indsigt i planerne - at gøre strømforbruget på iPhones langt mere effektivt med lanceringen af iOS 19 i september. Dette vil ske ved hjælp af kunstig intelligens.
Anledningen til denne nye teknologi er den kommende tynde iPhone 17 Air. Enheden er så slank, at der er mindre plads til batteriet, hvorfor de har været nødt til at hente batteritid andre steder.
Men i begrænsning ligger opfindsomhed, og den teknologi, som Apple har udviklet i denne forbindelse, kan muligvis også bruges i fremtidige produkter. Det kan blandt andet vise sig at blive aktuelt med deres kommende smartbriller, som der har været mange rygter om.
Din telefon tager en lur
Kort fortalt betyder det, at hvis din iPhone bemærker, at du ikke bruger den hver dag mellem kl. 9 og 12 - for eksempel på grund af arbejde eller skole - behøver den ikke konstant at være i standby.
Med andre ord: din telefon kan tage en 'lur' og drømme lidt om iClouds, indtil du igen skal bruge den. Ved at udnytte disse 'hvileperioder' effektivt, kan batterilevetiden forbedres, hvilket naturligvis også ender med at komme dig til gode.
Dette gælder ikke kun for telefonen, da det også kommer til at gælde for Apple Watch, der derfor også kan få gavn af forbedringerne, selvom uret ikke selv understøtter AI. Beregningerne vil nemlig foregå på iPhonen, som bliver det centrale sted for optimering.
Indtil nu har Apple været forsigtige med kunstig intelligens, men er begyndt at sakke bagud i forhold til konkurrenter. For nylig måtte de endda udskyde lanceringen af en intelligent version af Siri. Apple sidder dog ikke stille og forsøger nu en ny tilgang.
Resterende opladningstid på låseskærmen
Udover smartere beregninger, der sparer batteri, vil du med iOS 19 også nemmere kunne se, hvor lang tid der er tilbage, før telefonen er opladet. Den resterende opladningstid vises ifølge Bloomberg direkte på låseskærmen.
Fra og med iOS 19 kan du også forvente forbedringer i synkronisering af trådløse netværk. Det betyder, at alle dine Apple-enheder automatisk forbindes, når du ankommer til et nyt sted - f.eks. et hotelværelse. Du behøver altså ikke længere indtaste WiFi-koden på alle dine enheder.
Derudover forventes en helt ny brugergrænseflade i iOS 19. Også antallet af fejl og tekniske problemer, som iPhones tidligere har lidt under, ventes at blive reduceret ganske markant. Sundhed-appen skulle også være under opdatering, men den opdatering ventes først næste år.
Flere nyheder på vej fra Apple
Apple siges at tænke langsigtet og vil angiveligt gentænke hele sin produktlinje. Nu hvor både Meta og Google er optaget af retssager i USA, ser Apple muligheden for at styrke sin position på markedet for forbrugerelektronik.
Virksomheden vil derfor sandsynligvis fokusere endnu mere på det, de er bedst til: at få hardware og software til at spille perfekt sammen.