Ligesom Google giver Samsung brugerne værktøjer til at bevare batteriets helbred over tid. Med funktionen 'Batteribeskyttelse' kan One UI oplade batteriet i tre forskellige tilstande: Basis, Tilpasset og Maksimum.
Basis oplader din Samsung-telefon op til 100 %, hvorefter opladningen automatisk stopper. Hvis telefonen er tilsluttet en oplader, starter opladningen igen, når batteriniveauet falder til 95 %.
Maksimum giver fuld batteribeskyttelse og stopper opladningen ved 80 %. Dette hjælper med at forlænge batteriets levetid ved at undgå fuld opladning, hvorfor det på den lange bane kan vise sig at være en rigtig god idé at benytte sig af denne funktion til opladning af din enhed.
Tilpasset ligger mellem de to andre. Din Samsung-telefon bruger Maksimum-tilstanden, mens du sover, og skifter til Basis lige før du vågner, så telefonen ikke er udsat for konstant spænding hele natten, men stadig er fuldt opladet om morgenen. Den vurderer din søvntid baseret på mønstre i dit telefonbrug.
Med One UI 7, der er en Android 15-opdatering til langt de fleste Samsung-telefoner på markedet, bliver der også introduceret en række andre muligheder i Maksimum-tilstanden. Brugere kan nu selv vælge, hvor fuldt batteriet skal oplades for at holde hele dagen.
Mens batteriet i det nuværende system stopper ved 80 %, giver One UI 7 mulighed for at vælge opladning op til 85 %, 90 % eller endda 95 %. Dog skal man være opmærksom på, at jo højere opladningsniveauet er, desto kortere bliver batteriets samlede levetid.
Hvis du har et ønske om at skåne dit batteri og dermed også forlænge dets levetid, er det vigtigt at forsøge at holde det mellem 20 og 80 %. Det skyldes, at de fleste moderne batterier ikke har godt af at blive helt af- eller opladt.