Tre store spil lukker permanent ned i løbet af de kommende uger - og to af dem bliver fuldstændig uspillelige. Det tredje vil miste al adgang til onlinetjenester og support, men det vil stadig kunne spilles offline.
Millioner af spillere på både konsoller og PC vil derfor ende med at blive påvirket af lukningerne, som alle finder sted i juni. Og det gælder både sportsspil, skydespil og et populært gyserspil.
Spil #1 - XDefiant
Lukker: 3. juni 2025. Ubisofts skydespil XDefiant lukker ned om få uger. Spillet er tilgængeligt på Xbox Series X og S, PlayStation 5 og Windows, men ikke meget længere.
På trods af at det kun blev lanceret for ét år siden (21. maj 2024) og opnåede hele 11 millioner spillere, er det nu blevet besluttet, at spillet skal afvikles permanent.
"Tak for jeres utrolige engagement og støtte til XDefiant," udtalte Ubisoft.
"Vi må desværre meddele, at vi påbegynder nedlukningsprocessen fra i dag, 3. december 2024. Det betyder, at nye downloads, registrering af spiller og køb ikke længere er mulige. Sæson 3 udkommer stadig. Serverne forbliver aktive, og spillet vil være fuldt spilbart frem til 3. juni 2025."
Spillere, der har købt Ultimate Founders Pack, vil automatisk få fuld refundering. Det samme gælder køb af VC eller DLC efter 3. november 2024. Refunderingerne vil tage op mod otte uger at gennemføre.
Ubisoft anerkender, at nyheden kan være 'skuffende', og tilføjer, at de 'sætter stor pris på den tid og passion, I har investeret i vores fællesskab'. Spillet kan ikke længere spilles efter 3. juni, da der ikke findes nogen offline-tilstand.
Spil #2 - Resident Evil Re:Verse
Lukker: 29. juni 2025. Resident Evil Re:Verse lukker også snart ned - der er kun lidt over en måned tilbage.
Dette multiplayer-spil blev udgivet i oktober 2021 som en del af Resident Evil Village-pakken (som har solgt 10,5 millioner eksemplarer). Men den 29. juni lukker det for altid.
"Vi informerer om, at tjenesten afsluttes for Resident Evil Re:Verse, som følger med ved køb af Resident Evil Village til PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox Series X|S, Xbox One eller Steam. Applikationen og alt tilhørende DLC vil ikke længere kunne downloades eller købes" forklarer Capcom.
"Resident Evil Re:Verse blev udviklet som en fejring af Resident Evil-seriens 25-års jubilæum, og jeres støtte har overgået vores forventninger. Nu føler vi, at spillet har opfyldt sit oprindelige formål," lyder det også.
Spillet kan ikke længere downloades, og al DLC blev fjernet 3. marts. Den 29. juni vil spillet være helt uspilleligt, skriver det britiske medie The Sun.
Spil #3 - Madden NFL 21
Lukker: 30. juni 2025. Fans af det populære spil må også sige farvel til onlinetjenesterne i Madden NFL 21 i slutningen af juni. Spillet blev lanceret i 2020 og solgte angiveligt godt ifølge EA, men præcise salgstal er ikke offentliggjort.
Men nu - fem år senere - vil serverne blive lukket ned permanent.
"Tak for jeres loyalitet og passion for Madden NFL gennem årene. Fra den 30. juni 2025 vil onlinetjenester, support og køb i spillet blive afviklet," udtalte EA Sports.
Madden Points kan ikke længere købes i spillet (siden 1. april), men eksisterende point kan bruges indtil 30. juni. Derefter udløber de ubrugte point.
Den gode nyhed? Spillet kan stadig spilles offline efter 30. juni på PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X og S samt PC. Men al funktionalitet over nettet, support og købsmuligheder forsvinder efter denne dato.