Tesla har længe siddet tungt på tronen som Europas førende elbilmærke.
Men de nyeste salgstal fra JATO Dynamics viser et dramatisk skifte i magtbalancen.
Volkswagen har i første kvartal af 2025 solgt flere elbiler end Tesla – og det endda med markant fremgang.
Mens Tesla oplevede et fald i salget på hele 38 procent, er Volkswagens elbilsalg steget med imponerende 157 procent.
Det svarer til 65.679 solgte biler mod Teslas 53.237.
Dermed er det tyske mærke nu den største spiller i det europæiske elbilmarked. Det skriver Futurezone.
Model Y fastholder føringen – men trues bagfra
Selvom Tesla mister terræn som mærke, er Model Y stadig den mest solgte elbil i Europa.
29.770 styk blev solgt i årets første tre måneder – dog et fald på næsten 50 procent sammenlignet med året før.
Model 3 holder sig på andenpladsen med 23.044 enheder, men også her er tendensen nedadgående.
Volkswagen presser sig på med modeller som ID.4 og ID.7, der har fået markant fremgang og nu ligger lige i hælene på Teslas to topsælgere.
Også ID.3 og Kias nye EV3 blander sig i toppen.
Mere end teknik og rækkevidde
Eksperter peger på, at Teslas tilbagegang ikke kun skyldes produktionsvanskeligheder og leveringsproblemer – men også Elon Musks politiske udmeldinger.
Hans støtte til både Donald Trump og det tyske højreparti AfD har ifølge markedsanalytikere påvirket mærkets image i negativ retning.
Volkswagen drager fordel af et bredt modelprogram og mere attraktive priser.
Og i takt med at elbiler nu udgør næsten 17 procent af bilsalget i Europa, ser det ud til, at Tesla må kæmpe hårdere end nogensinde for at holde fast i sin position.