Reglerne er op til fortolkning.
Lige nu læser andre
Der har de seneste måneder været stor offentlig debat om reglerne for vinterdæk og mange bilister er forvirrede over, hvad der reelt gælder.
Usikkerheden kan handle om, at der fra officielt hold er kommet en lang række modstridende bud på reglernes praktiske anvendelse.
Senest har Rigspolitiet meldt ud, at de foreløbig kun vil uddele bøder til bilister på sommerdæk i vinterføre, hvis bilen er involveret i en ulykke eller skaber forsinkelser.
Rådet for Større Dæksikkerhed opfordrer politiet og alle myndigheder til fortsat at gøre det klart, at dæk med vinterdækmærkning er langt sikrere at køre med om vinteren, og især når der ligger sne, is eller sjap vejene.
Det skriver Rådet selv i en pressemeddelelse.
Læs også
Kun ved uheld?
Rigspolitiet udtalte sig forleden til DR om, hvordan de agter at administrere den nye tilføjelse til færdselslovens § 67 stk. 3 om, at et køretøj ikke må være forsynet med åbenbart uegnede dæk.
Deres vurdering er, at det vil være vanskeligt for politiet at løfte bevisbyrden om, hvornår vejrforhold påkræver vinterdæk, og derfor vil politiet kun uddele bøder, hvis bilen er indblandet i en ulykke eller hindrer trafikken.
Rådet for Større Dæksikkerhed har fuld forståelse for, at politiet med den vagt formulerede lovgivning kan stå i vanskelige konkrete vurderinger af, om der er sne, is og sjap nok til sanktioner af sommerdæk.
Derfor er det forståeligt, at Rigspolitiet i første omgang opfordrer de enkelte politikredse til at gå efter de oplagte sager.
Samtidig er Rådet meget optaget af, at Rigspolitiets udmelding ikke må skygge for lovens formål, og at det er lige så farligt at køre på sommerdæk i sne, is og sjap, som det er at køre med dårlige bremser.
Læs også
”Ligesom transportministeren og Færdselsstyrelsen er vi optaget af at undgå ulykker og forsinkelser i trafikken, og det er særdeles veldokumenteret, at biler med snefnugmærkede dæk bremser og styrer langt bedre på veje med sne, is og sjap end sommerdæk,” lyder meldingen fra Rådet, der fortsætter;
“At køre med sommerdæk på sne, is eller sjap svarer til at køre med meget dårlige bremser, og politiet ville jo ikke tillade biler med dårlige bremser at køre videre, indtil de bliver involveret i en ulykke – eller køre overfor rødt lys, bare man ikke rammer andre. Derfor ser vi gerne en tydeligere advarsel fra politiet og øvrige myndigheder mod sommerdæk i vintervejr.”
Lovændringen kom på baggrund af en Vejgrebsanalyse fra Færdselsstyrelsen.
Analysen blev udarbejdet efter ulykker og forsinkelser på de danske veje som følge af vintervejr.
Transportministeren og flere transportordførere fra andre partier har udtalt, at loven blandt andet har til formål at sikre, at når der ligger sne, is eller er sjap på vejene skal man lade bilen med sommerdæk stå.
Læs også
Rådet for Større Dæksikkerhed bakker fuldt ud op om dette.