Tager kampen op: Stort forlag tilføjer AI-advarsel på copyright-siderne i sine bøger

Nicolai Busekist

4 uger siden

|

23/10/2024
AI
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er svært at tro på andet end at kunstig intelligens er kommet for at blive. Flere forlag ønsker dog at gøre op med, at deres bøger bliver brugt til at træne de kunstige intelligenser.

Mest læste i dag

Penguin Random House, der er et af de største forlag i verden, tilføjer nu en erklæring på copyright-siderne i sine bøger for at forhindre, at de bruges til at træne kunstig intelligens (AI).

Ifølge The Bookseller vil nye bøger og genoptryk af ældre titler fra forlaget nu indeholde følgende erklæring: "Ingen del af denne bog må bruges eller reproduceres på nogen måde med henblik på at træne kunstig intelligens-teknologier eller -systemer."

Brugen af ophavsretsbeskyttet materiale til at træne AI-modeller i øjeblikket er genstand for flere retssager, men de færreste har valgt at reagere på det indtil nu.

Men nu ser det ud til, at Penguin Random House er det første store forlag, der opdaterer sine copyright-sider for at afspejle disse nye bekymringer. Det er dog ikke utænkeligt, at der er andre, der beslutter sig for at følge trop i nærmeste fremtid.

Denne opdatering betyder dog ikke, at Penguin Random House er helt imod brugen af AI i bogudgivelser. I august beskrev de deres første tilgang til generativ AI, hvor de sagde, at de vil 'forsvare den intellektuelle ejendom, der tilhører vores forfattere og kunstnere'.

I samme ombæring gjorde de det også klart, at de lover at 'bruge generative AI-værktøjer selektivt og ansvarligt, hvor vi ser en klar fordel for vores mål'.

Hvad det vil sige er, at de ikke er imod brugen af AI. Derimod ønsker de blot at beskytte deres udgivelser, hvilket naturligvis også er en fordel for de forfattere, der har udgivet værker på deres forlag.

Som der er angivet herover, så er det ikke utænkeligt, at flere forlag vil indføre lignende tiltag i nærmeste fremtid. Der har nemlig været stor kritik af det faktum, at deres ophavsretsbeskyttede materiale bruges til at træne kunstig intelligens.