Jesper Bengtson
Et finsk forskningshold har testet 260 unge efter otte års follow-up, og resultatet strider imod den gængse skærm-advarsel.
Børn, der brugte mest tid foran en skærm fra barndommen og op i teenageårene, klarede sig faktisk bedre i test af kognitiv processering, hukommelse og indlæring, end de mindre skærmvante børn. Det viser en langtidsanalyse fra det såkaldte PANIC-studie i den finske by Kuopio, udgivet i tidsskriftet Pediatric Exercise Science og præsenteret af Jyväskylä Universitet.
Ved den afsluttende måling efter otte år deltog 260 unge, 124 piger og 136 drenge, med en gennemsnitsalder på 15,8 år. Forskerne kombinerede spørgeskemaer og en sensor, der målte både puls og bevægelse, og de kognitive evner blev testet med CogState-testbatteriet, der måler indlæring, opmærksomhed og arbejdshukommelse.
Skærmtid hængte sammen med bedre kognition
Hovedforfatter og ph.d.-studerende Petri Jalanko fra Jyväskylä Universitet advarer dog mod en forhastet konklusion om, at skærme i sig selv gør børn kvikkere. Ifølge universitetets egen pressemeddelelse understreger han, at det formentlig er indholdet, der er afgørende:
“Resultaterne tyder på, at skærmtid kan understøtte børns og unges kognitive processering. Formentlig er det væsentlige her, hvilken slags ting de bruger deres skærmtid på.”
Han opfordrer forældre og lærere til at guide børnene mod aktiviteter, der “fremmer aktiv tænkning, problemløsning, kreativitet og læring”. Et længere program i et læringsspil eller en pause med at læse en bog på en skærm er altså ikke det samme som at scrolle passivt gennem korte videoer, selvom begge dele registreres som “skærmtid” i en tidsmåling.
Forskellige effekter for piger og drenge
Studiet fandt også, at fysisk aktivitet hænger sammen med hukommelse, men på forskellige måder for de to køn. Hos piger var det især den lette hverdagsaktivitet, der viste en positiv sammenhæng med arbejdshukommelsen, mens det hos drenge især var den voksenstyrede, organiserede idræt, der gav udslag. Til gengæld var der ingen sikker sammenhæng mellem den sensormålte fysiske aktivitet og de kognitive resultater, kun mellem de selvrapporterede vaner.
Et bemærkelsesværdigt fund er, at mindre selvrapporteret uorganiseret leg og bevægelse i barndommen hang sammen med lidt bedre kognitiv præstation i teenageårene. Jalanko peger på, at det ikke nødvendigvis er skærmen alene, der forklarer forskellen, men at forbindelserne er komplekse:
“Vores studie viser, at sammenhængene mellem fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd og kognitiv processering er komplekse og afhænger af køn, aktivitetstype og målemetode.”
Vigtige forbehold
Forskerne selv er tydelige om, at der er tale om statistiske sammenhænge, ikke årsagssammenhænge. Med Jalankos egne ord bør skærmtid ikke betragtes “udelukkende som skadelig”, men bør indgå i en balance med fysisk aktivitet og aktiv tænkning. Han og kollegerne efterspørger flere interventionsstudier, hvor man aktivt ændrer børns skærmvaner, så man kan afgøre, om det er skærmen selv, der løfter kognitionen, eller om andre forhold ligger bag.
Studiet er udført af forskere fra universiteterne i Jyväskylä og Østfinland og er offentliggjort i Pediatric Exercise Science med DOI 10.1123/pes.2025-0083.
